• Byret afviser anklagers krav om udlevering af lydfil

    المصدر: BDK Borsnyt / 19 سبتمبر 2024 09:15:54   America/Chicago

    Journalisterne Carsten Norton og Kristoffer Eriksen, der står bag podcasten "Banderelateret", skal ikke udlevere en råfil med et interview, som anklagemyndigheden ved National enhed for Særlig Kriminalitet ellers har krævet. Det har Københavns Byret torsdag afgjort med en kendelse vedrørende spørgsmålet, oplyser advokat Vibeke Borberg, som repræsenterer Podcast-udbyderen Podimo i sagen. Lydfilen indeholder en udtalelse fra en mand, som er efterlyst af politiet i en kokainsag. Udtalelsen er blevet bragt i et afsnit af podcasten, men anklagemyndigheden har bedt om at få den originale fil. Ifølge Vibeke Borberg har Københavns Byret imidlertid afvist kravet med henvisning til, at anklagemyndigheden ikke har sandsynliggjort, at råfilen har afgørende betydning for politiets efterforskning af sagen. Lydfilen er offentlig tilgængelig i podcastepisoden, og politiet ved, hvem den pågældende person, man hører, er. Spørgsmålet om udlevering af lydfilen blev behandlet ved et retsmøde sidste uge. Ved retsmødet blev der nedlagt et referatforbud, fordi der var risiko for, at oplysningerne fra retsmødet ville kunne skade politiets efterforskning. Det var imidlertid inden retsmødet kendt, at det hele drejer sig om en sag om indsmugling af mere end 200 kilo kokain. En række personer er pågrebet i sagen, men derudover er en mand efterlyst internationalt. Der er tale om en mand, som angiveligt tidligere har haft en ledende rolle i banden Loyal To Familia. Ham har journalisterne fået forbindelse til, og de har modtaget en lydoptaget udtalelse fra manden. Det er detaljerne om, hvordan politiet og anklagemyndigheden agter at bruge lydfilen i forbindelse med sagen, som er årsagen til, at Københavns Byret har valgt at nedlægge referatforbud. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/byret-afviser-anklagers-krav-om-udlevering-af-lydfil
شارك على،